Manifest
Slut dig til flokken på vej til teatertruget. Her feder vi dig op, masserer din krop, sætter sød musik i dine tillidsfulde ører.
Og så: en kugle for panden eller en stråle fra halsen, konventionelt, selvfølgelig, eller fuldt halal. Vi drypper af, vi hænger til modning, vi skærer op, vi pakker nidkært ind. Før sidste salgsdato dyppes produktet i tjære og rulles i fjer, inden det nedsænkes i kogende olie.
Fra en grå suppe rejser sig et levende kadaver: en krop sat sammen af fremmede lemmer, klovene af ged, vingerne af fordærvet fjerkræ, hornene, der vokser fra kreaturets pandebrask. Flex dine seks tentakler, stræk dine krogede ben, se gennem dine nye, otte funklende øjne.
Sort/Hvid er en scene i en gammel slagtehal i Kødbyen i København. Her forvandler kunst, musik og krop virkeligheden. Kom og bliv en del af mutationen.
Profil
Fremtidens musikdramatik
Sort/Hvid er scene for kunst og musik. En dristig avantgardescene for radikale sammenstød mellem kunstgenrer og samfund. Et bastardernes epicenter for musikdramatiske eksperimenter. I den gamle slagtehal er vi for længst stoppet med at slagte dyr, men slagter dine forestillinger om forestillinger. Forestillinger om, hvad musikdramatik er. Forestillinger om, hvad kunst må og kan gøre. Forestillinger om, hvad der er behageligt, forståeligt og sikkert. Kom på Sort/Hvid for ikke at få en forventelig oplevelse. Kom for at få dine forestillinger om kunst, krop, musik og morale udfordret.
På Sort/Hvid er risiko er en nødvendighed, generøsitet en selvfølgelighed og kompromisløshed en forudsætning. Sort/Hvid skaber musikdramatik, der konfronterer sin samtid. Under ledelse af scenograf og iscenesætter Nathalie Mellbye udvikler Sort/Hvid musikalske værker, der graver de beskidte sider af samtidsmennesket frem og undersøger både det eksistentielle trash og den sanseløse skønhed, vi bærer rundt på. Her skal kunsten ikke behage, men turde konfrontere os med det ukendte, undertrykte og tabubelagte.
Sort/Hvids program spænder fra ekstravagante totalinstallationer i alle sale, uudforskede hybridformater til intime, sanselige performances. Vores vision er at forme nye udtryk, danne nye genrer og opløse dem igen. Vi er en scene, hvor publikum vil opleve alt fra aktivistisk opera til politisk pop – fra dødsmetallisk dukketeater til kakofonisk kammermusik. Vi vil ikke lade os begrænse af konventioner, men forene en mangfoldighed af kunstnere fra forskellige discipliner om at skabe fremtidens musikdramatik. Vi drømmer om projekter, der er sanseligt medrivende og nytænkende, både performativt og visuelt. Hvor musik, krop, rum og koncept sparker til klassiske narrativer og fastfrosne formater.
Som centrum for musikdramatik vil Sort/Hvid producere ambitiøse forestillinger og sideløbende facilitere eksperimenter, residencies, workshops og vidensdeling. Vi vil skabe et fagligt udviklende mødested for dem, der vil være med til at tage musikdramatikken nye veje, både musikalsk og scenisk.
Sort/Hvids lokation og historik
I 2021 blev Sort/Hvid udvalgt af Statens Kunstfond som scene for musikdramatik og har siden da haft særligt fokus på krydsfeltet mellem musik og scenekunst.
Lokaliseret i en ombygget slagtehal i kødbyen på Vesterbro i København har Sort/Hvid nogle helt unikke scenerum. Alle vægge mellem teatrets to scener og foyer er fleksible og giver mulighed for at skabe helt særlige rum til de enkelte værker.
Vores kunst skabes i samarbejde med aktører på tværs af musik og scenekunst i hele landet og internationalt – kunstnere, musikere, ensembler, performere fra det frie felt og teatre, festivaler, organisationer og netværk i Danmark og udlandet.
Teatret blev grundlagt i 1972 under navnet CaféTeatret i indre by. Dramatiker og instruktør Christian Lollike overtog teaterledelsen i 2011 og ændrede navnet til Sort/Hvid i 2014. Blot et halvt år senere brændte det historiske teater i Skindergade ned. I foråret 2017 åbnede vi vores nye scenekunsthus i Staldgade i Kødbyen på Vesterbro med støtte fra Københavns Kommune, private fonde og næsten 400 følgere, der støttede en crowdfundingkampagne. Her har Sort/Hvid til huse i dag, hvor scenograf og instruktør Nathalie Mellbye siden 2023 har været kunstnerisk direktør.